HuggeBlog

HuggeBlog

Om HuggeBlog'en

Her kan der skrives løst og fast om oplevelser og udfordringer med at have fjerkræ.

At blive hønseejer

OplevelserPosted by Ann-Rikka Mon, December 17, 2012 22:06:00

Hvordan finder man på at skulle have høns? Tja, jeg kan da fortælle min historie smiley.

Det hele startede da jeg var 11 år. Jeg havde et marsvin som kæledyr, men som så mange andre børn hungrede jeg efter dyr i det hele taget. Jeg gik ture med samtlige af vejens hunde og vi havde en stor og fin volierer med nymfeparakitter (en enkel af dem tam) samt undulater. Men jeg ville have flere dyr, ærgerligt far og mor satte en grænse. En ting ville de dog gerne give lov til: HØNS, nærmere betegnet dværghøns. Derfor blev halvdelen af legehuset/fuglehuset omdannet til hønsehus og volieren kunne de dele. Min far var ivrig deltager i projektet og hjalp hele vejen igennem.

4 høns af ubestemmelig herkomst blev indkøbt. De var ikke tamme, men det blev de hurtigt. Inden længe var de på tur i haven, med mig som vogter og en tur på cykelstyret fik de også tit. De blev i den grad kælet og nusset. De kom når man kaldte og var i det hele taget rigtig hyggelige at have gående rundt og klukke mellem benene på os. Hønsene holdt et par år eller 3 og et par stykker af dem, var endda med til min konfirmation. Men høns holder ikke evigt og måske de var en kende indavlede, for de blev aflivet en for en af øksen pga. forskellige dårligdomme.

Nu havde jeg fået lidt blod på tanden og med et tomt hønsehus købte vi rugeæg af racen danske brune dværglandhøns hos Lars Lilholm, han havde desværre ikke høns han ville af med på det tidspunkt. Vi lånte en gammel fladruger af nogle bekendte og ventede og ventede. Ud kom 2 snoldede kyllinger. Rugemaskinen var en noget gammel model og vores ekspertise nok ikke den bedste. De to kyllinger viste sig senere at være en hane og en høne. Hønen døde senere, men hun havde også hele tiden skrantet. Derimod var der masser af livskraft i hanen, som blev helt utroligt tam. Inden længe fløj han op på armen/skulderen når man kaldte og han fulgte mig rundt i haven, som en lille hund.

Se en elsket hane og en skrantende høne er jo lidt spinkelt grundlag for en avlsstamme, så jeg modtog med posten 3 høns fra Erik Jacobsen på Fyn. Om hanen levede op til standarden? Tja, sikkert ikke, men min forstand på området var lille og mit hjerte stort, så det var hvad jeg havde at gøre godt med smiley.

Et nyt hønsehus blev bygget, stadig med plads til høns og fugle for sig, dog med delt voliere, men disse nye høns, så snart deres snit til at overfalde fugle på grøntjagt. Så fuglene måtte desværre flytte ud på en gård med volierer i massevis.

Rugeæg blev taget fra og afleveret ved en avler, så de kunne blive ruget ud af en ekspert. 5 kyllinger ud af rigtig mange æg endte vi op med. Øv øv, ikke mange, men nu skulle det blive spændende hvad der var hvad. Kyllingerne stod vanen tro under arkitektlampen på mit værelse. De blev jævnligt taget op og faldt også tit i søvn på min mave. Snart blev de store nok til at flytte i hønsehus i sommervarmen.

Jeg meldte mig ind i Danmarks fjerkræavlerforening, Specialklubben for danske landhøns og den lokale klub: Fjerkræklubben for Slagelse og omegn. De små nye kyllinger skulle have ringe på og det fik de. Heldigvis afholdt Fjerkræklubben for Slagelse og Omegn en ungdyrsdag på Slagelse bibliotek, hvor man kunne lærer lidt om standarder og hvordan man gør udstillingsklar. Dyr måtte man gerne tage med, så snakken kunne gå ud fra disse. Vi anede jo ikke rigtig hvad vi havde mellem hænderne, så hvorfor ikke? De 5 ungdyr blev derfor fragtet til Slagelse bibliotek.

Leif Overgaard var meget begejstret for de 5 og mente bestemt jeg burde udstille dem. Især var han begejstret over hvor tamme de var, det var jo ligefrem som om de sprang op i hånden på ham, når han rakte den derind i buret. Ja, han skulle bare have vidst deres opvækst.

De 5 ungdyr blev derfor tilmeldt udstillingen i Slagelse og dagen oprandt for deltagelse. På mødet havde vi heldigvis lært om fodvask, sprit og margarine. Så hønsene strålede på dagen. Spændt tog vi derud da udstillingen åbnede om lørdagen. Havde jeg mon fået en bette ærespræmie. En flot bedømmelse mødte os, faktisk ryddede jeg alle ungdomspokaler. Så kom turen til kredsudstillingen og her endte jeg nærmest med at skulle have trailer med for at fragte pokaler og præmier hjem, for her var det ikke kun ungdomspræmierne jeg vandt. Teenagepinligt at stå der som juniormedlem med sine eneste 5 dyr og så rydde det hele. Men sjovt og forunderligt i bagklogskabens lys.

Den tamme hane fungerede i et par år upåklageligt som avlshane, trods lidt for stor og grov kam med tendens til at hænge lidt. Hjertet kunne ikke helt forenes med at aflive ham. En lille anekdote om ham: En dag fløj en påfuglehøne ned i haven. Vi forsøgte at fange hende, men hun smuttede igen og igen fra os og fløj op på tagryggen af huset. Hun så dog ud til at være vældig interesseret i vores høns, så jeg hentede ”hansemand” og gik en tur gennem haven. Påfuglen blev vild i varmen og fløj lige ned i rumpen af den yderst forbløffede og skrækslagne hane. Han strøg af sted, men var dog en kende modvillig mod at lede dette monster om til hans høns. Men med mig som bagtrop tog han mod til sig og smuttede ind i den tomme hønsegård, der ventede på årets kyllinger. Påfuglen strøg bagefter og hanen piskede hjulbenet ud af lågen og op i favnen på mig, med øjne så store som tekopper. Påfuglen var nu fanget og hanen kunne i ro og mag glo på den fra den anden side af tråden, så faldt hjertet langsomt på plads i brystkassen igen, efter at have hamret rundt i halsen. Påfuglen fandt sit gamle hjem og hanen nød freden. En forelsket påfugl, der skriger på den anden side af hegnet, kan gå selv haner på nerverne.

I årene efter den første deltagelse på udstilling gik det op og ned med præmierne, men med generelt gode bedømmelser. Man lærer hurtigt hvad der tegner godt og hvad der ikke gør. Senere fik jeg dog også flere stammer og flere ungdyr at sorterer i, men jeg vandt ikke altid. Så i bagklogskabens lys er det lidt sjovt at de 5 dyr dengang alle var så gode.

Så kom tiden for videreuddannelse og jeg overlod derfor min avl til min far. Han har siden udbygget bestanden med hvide danske landhøns og har udvidet antallet af hønsehuse betragteligt. Året efter han overtog flokken, ja, så endte han som klubmester, ak ja, utak er verdens løn smiley.

Efter år med uddannelse og familieforøgelse, blev det igen tid til at få høns. Børn har jo godt af dyr omkring sig og jeg mente bestemt ikke at 3 katte og en hest er noksmiley, så derfor blev et legehus indrettet til høns i 2011. Jeg har tabt mit hjerte til den lille landhøne, men nu med en tvist. Så overvejelserne gik på luttehøns eller gumpehøns. Valget endte på luttehøns, da min far havde en bette hane rendende efter Leif Overgaards bestand. Denne lille hane samt 3 langbenede høns af min gamle stamme endte derfor på matriklen. Dette førte til 14 kyllinger i år 2012, hvoraf der var 4 kortbenede høner og 3 kortbenede haner.

Så fremadrettet bliver det spændende hvad dette nye kapitel kan fører til. Om jeg kan få lutter der nærmer sig standarden ud af dette spinkle materiale med rødder mange år tilbage og med få tillæg pr. år. Historien om hvordan den danske luttehøne blev reddet, er også værd at fortælle, men det har andre gjort før mig.

Se det var lidt om hvordan jeg blev hønseejer og senere avler.